fredag den 31. januar 2014

Nordiske Masker 3

Så er Nordiske Masker 3 landet i butikken. Det er igen en spændende kollektion Tina og Lone har designet. Vi minder om, at de afholder en workshop i butikken 27. april og der er stadig ledige pladser. Der kan du se, prøve, føle deres lækre modeller. Læs om workshoppen under arrangementer og kurser.
Yaku-garnet fra Strikkebogen.dk er kommet godt fra start. Kunderne har taget godt imod det, og der kommer hele tiden nye modeller. Mariehønen kan købes i et strikkekit.

søndag den 19. januar 2014

Tv optagelse og nyheder i garnafdelingen

Tv-MidtVest laver en udsendelse om kreative udfoldelser, og i torsdags var de med til vores caféaften for at optage. Der kommer en udsendelse i februar, tidspunkt bliver annonceret her på bloggen.
Det bliver spændende at se, hvad der kommer med.

Der blev strikket, snakket, undervist og fremvist nyheder, og vi havde en hyggelig aften, ganske upåvirket af at der var TV til stede.


Vi sælger ud af Isager Bomuld og giver 20%. Den findes i mange farver og er et blankt merceriseret bomuldsgarn med en lang løbelængde.



I stedet har vi fået Bomulin i mange flotte, dæmpede farver. Den består af 75 % bomuld og 25% hør.
Løbelængde er 210 m/50g.

Det er et lækkert garn til fine sommerbluser.
Denne garnreol er fyldt med Cinnea fra Filcolana. Vi har manglet et garn med en løbelængde på 150 m/50g.
Cinnia er et lækkert 3-trådet garn, spundet af 100% blød merinould, med en særlig høj tvinding, der gør det elastisk og meget behageligt at strikke og hækle med. Brug det til tørklæder, sweatre, huer, handsker og tæpper.
Ikke en måned uden en ny bogudgivelse. Rachel Søgaard har udgivet 10 trøjer strikket op i forskellige kvaliteter.
En ny, lille bog med børnestrik af Lene Randorff



tirsdag den 14. januar 2014

Forårets kurser

Ved indledningen af et nyt år er det tid til langtidsplanlægning. Et helt ubrugt, nyt år ligger foran os med så mange muligheder. Men tiden kan nemt smuldre, hvis vi ikke sætter os ned og planlægger, hvad vi gerne vil bruge tiden til. Her er to gode muligheder:
Vi udbyder to kurser her i foråret og en strikkecafé om måneden. 
Det første kursus er med Lisbeth Tolstrup, og finder sted søndag d. 9. marts.
Lisbeth er en meget dygtig underviser, hun har udgivet flere bøger, og på kurset vil vi arbejde med farver og flader. Læs mere under arrangementer. Det bliver en spændende dag, hvor du får mere end et par strikketeknikker med dig hjem. Lisbeth kan mere end de fleste, da hun bevæger sig indenfor kunst, håndværk og kultur.
Det andet kursus er med to travle damer, Tine Rousing og Lone Gissel. De udgiver deres 3. hæfte Nordiske Masker 3 i februar, og vi venter spændt på hvad det mon bringer. De er et makkerpar af en strikker og en hækler og begge er de døtre af skræddere og det kan mærkes i pasformen på modellerne. Deres to foregående hæfter bragte spændende nyt, så vi glæder os til det 3.
På kurset ser vi de nye modeller, hører om deres overvejelser og valg og skal lære nogle af de brugte teknikker, som både inkluderer strik og hækling.
Kurset finder sted søndag d. 27. april.
En gang om måneden har vi strikkecafé med præsentation af nyheder, et godt fif eller en strikketeknik, så hav altid ekstra pinde og garn med.
Vi prøver uden tilmelding, så du kan bare møde op til en hyggelig og inspirerende aften. Se datoerne her.
Til arrangementer i garnafdelingen kan du handle med 10 % på garn.

søndag den 5. januar 2014

Sweatere og nyt garn

Så kom vi ind i 2014, og vi tror, at det bliver et godt år med mange spændende begivenheder.
 I januar måned har vi valgt at sætte fokus på sweatere i garnafdelingen. Selv om det ikke er frostgrader og hundekoldt udenfor, er en uldsweater altid god at have på i vores fugtige vejr.
Pindsvineblusen er strikket i 2-trådet mohair fra Canard, og det samme gælder for sweateren ved siden af. Modellen hedder Sidsel.
Denne islandske inspirerede model er strikket i Puno fra Gepard, og blødere garn findes vist næppe.

Som flere af jer har bemærket, så er vores babygarn Bambi udgået, og vi kan nu præsentere et nyt garn fra Strikkebogen.dk. Indehaveren hedder Trine Bertelsen, og du kan læse her, hvordan hun blev garnforhandler ved et tilfælde.
Vi forhandler garnet Yaku - superwashbehandlet og det er et dejligt blødt uldgarn, som kan vaskes i maskinen ved 30 grader.
Jeg tror det er et garn, som vil leve op til alles forventninger.


Garnet findes indtil videre i disse farver

Et meget smukt tørklæde og hue fra Mariannes Isager nyeste udgivelse Forår, sommer ....
Modellerne i Marianne Isagers nye strikhæfte FORÅR / SOMMER / EFTERÅR / VINTER er oprindeligt designet til en udstilling i Galleri Como i Tokyo. Marianne Isager har, som titlen viser, ladet sig inspirere af årstiderne. Hæftet indeholder opskrifter på en bluse i fire årstidsvarianter, en pude, en hue og et tørklæde. Opskrifterne er på både dansk og engelsk.
Her ses et par eksempler mere fra bogen.