lørdag den 27. september 2014

Søndags-strik

Du kan lige nå at melde dig til et kursus søndag d. 5. oktober. hvor Lene Randorff fra firmaet Lille Strik kommer og fortæller om sine strikkemodeller fra bogen Strik fra tiden - til tiden, og hun har også modellerne fra den seneste bog, Grøn med. Lene vil fortælle om sit reseach-arbejde fra tiden 1930 - 1950, og hvordan de nye modeller er tilpasset tidens trend. Vi skal naturligvis også have strikkepindene frem og strikke prøver fra modellerne. Læs mere her
 
Hvis du kan lide strik i facon er denne Chanel-inspirerede trøje lige noget for dig. Den er strikket i bouclé fra Mohair fra Canard, og man kan vælge kulørt eller ensfarvet garn til modellen.

Sys Fredens har udgivet et lille hæfte med hæklede huer, og vi har hæklet 3 af dem op. Her ses modellen fra forsiden.

Inden længe er det vantetid. Strikkebogen.dk har et bud på et par søde prikkede vanter.

Du kan også vælge elegante pulsvarmere fra DesignClub.

søndag den 14. september 2014

Efterårsnyheder fra Arche

Det er et spændende øjeblik, når vi modtager en ny sending fra Arche. Modellerne er udvalgt og bestilt halve år i forvejen, så det kan være svært at huske detaljerne.
Men nu er efterårets sko og støvletter på hylderne, og se længere nede hvilke smukke hylder, vi har fået.

Fodtøj fra Arche er produceret i naturmaterialer og skal ikke gås til. Det passer til foden fra første øjeblik. Sålen er lavet af latex (naturgummi) og blød og behagelig at gå på.

Overlæderet er enten nubuck eller kalveskind.

Modellerne er klassiske og holder i flere sæsoner.


Vi har fået lavet disse flotte glashylder til at præsentere Arche sko og støvler på. Her ses stadig sommerens sko, men støvlerne er på plads.

Kjolen er fra Charles design


3 nye bøger

GRØNLAND af Annette Danielsen

Annette skriver om sin bog:

Så er min nye bog GRØNLAND på gaden.
  
Det har været en kæmpe oplevelse at lave bogen. Ikke mindst da jeg for 1½ år siden var på Grønland sammen med fotografen for at tage billederne.
Det var så overvældende, at det var svært at komme hjem og omsætte inspirationen til strik. De store vidder skulle ned på pind 3 - det var ikke helt let.
Fotografen Anne og jeg sorterede vores 1000 billeder i kategorier, som jeg så skulle omsætte til en strikmodel.
Nogle var lige til højre benet - andre var besværlige at få igennem.
En af de store oplevelser var hundeslædeturene. Det var storslående. Det ville jeg meget gerne strikke. Men det endte med at være den sidste model jeg kunne få igennem. 
Jeg strikkede en cardigan med snoninger, ligesom hundenes seler - og små huller som hundespor i sneen. Af hensyn til sarte sjæle undlod jeg lugten.

GRØNLAND indeholder 16 strikmodeller.

Susie Haumann har designet 10 børnemodeller til et nyt strikkehæfte.
Modellerne er denne gang til str 2 - 8 år. 

Susie har tidligere udgivet ALL YOU KNIT IS LOVE og KNIT FOR YOUR KID. 
Det nye hæfte er sprængfyldt med flotte modeller i samme stil som de 2 foregående hæfter.
Susie designer med sikker hånd: superenkelt og meget klassisk. 
Udlandet er begyndt at vise interesse for Susies strikkehæfter. De beskriver Susies design som en meget nordisk stil. Og det har de ganske ret i.
Susies første hæfte, ALL YOU KNIT IS LOVE, kan om få uger købes på tysk.

WARM KNIT FOR COOL KIDS indeholder 10 strikmodeller. 

Annette Danielsen har nu også lavet opskrifter til babyer. Hun skriver:
Jeg ville lave et hæfte, der skulle være sødt uden at blive alt for pusse-nuttet.
Grafiker, Randi Schmidt, har fået understreget stemningen rigtig flot med hendes smukt tegnede grene - det er blevet helt eventyr-agtigt.

Som gammel socialpædagog ligger socialt arbejde mig meget på sinde. 
Jeg har valgt at sende en lille hilsen til MØDREHJÆLPEN. De laver et flot arbejde med børnefamilier, der har brug for en hjælpende hånd.
På deres hjemmeside kan du se, hvordan man kan støtte deres arbejde.

Hæftet indeholder 4 babytæpper og 8 strikmodeller.

torsdag den 4. september 2014

De fire årstider

 Nu har vi fået strikket den tredje af de fire årstider. Det er model Vinter til højre, efterårsmodellen kommer inden længe, så serien kan blive komplet.
Det er små kunstværker, Marianne Isager har begået.
Vinter er strikket i dominostrik med effektfarver. Alle modeller er strikket på p 3 i spinni.

Vi har pakket strikkekit til modellerne, så man ikke behøver købe garn i hele bundter.

Model Amalie er ny fra Ellen Holm. Den er strikket i Geilsk tynde uld.