Så er kurset Strik mellem Hav og Fjord løbet af stablen, og det har været en dejlig oplevelse med tilfredse kursister. Hanne Pjedsted var underviser, og hun ledte kursisterne sikkert gennem forløbet med spændende og åbne opgaver, så der var plads til selvudfoldelse. (det er Hanne til højre)
Se også billeder fra en kursusdeltager.
Om lørdagen var vi i Holmsland Kulturhus i Kloster, da garnafdelingen ikke kan rumme både kunder og kursister.
Kurset handlede naturligvis først og fremmest om strik, men der var også andre oplevelser og bevægelse, hver dag.
Vi skulle have været ved Røjklit Havn ved Stadil Fjord, men det regnede så meget, at vi måtte aflyse, og i stedet lade vores lokale mand, Per Søndergaard komme til os og fortælle om livet ved fjorden.
Der blev strikket prøver og studeret i bøger, lavet halsudskæringer og eksperimenteret med ind- og udtagninger, og da lørdagen var slut var der også en lille hjemmeopgave til om søndagen.
Søndagen viste sig fra sin bedste side, og vi kunne nyde udsigten over Stadil Fjord.
Her er billeder fra Røjklit Havn, som viser det, vi gik glip af. Der er bådpladser.....
tipier og en teltplads, muligheder for at bade og en overdækket spiseplads, hvor man kan indtage sin mad. Der er desuden ved at blive indrettet en kano- og kajakklub. Et dejligt sted til et senere besøg.
Begge dage sluttede vi med udstræknings- og afspændingsøvelser, og søndagen indledtes også med morgengymnastik på terrassen.
Maden fik vi fra Vestkystens Gårdbutik, hvor der om søndagen var et besøg med efterfølgende gåtur til Vesterhavet i strålende solskin. Dorthe, kvinden bag butikken og kone på gården, fortalte levende og engageret om gårdens dramatiske historie
Gårdens specialiteter kan varmt anbefales.
Det var en dejlig flok kvinder i forskellige aldre, Hanne og jeg tilbragte weekenden sammen med.
Læs efterårets kurser på fanen ARRANGEMENTER
Ingen kommentarer:
Send en kommentar