tirsdag den 30. august 2011

Isager-forhandler

Nu kan I godt begynde at glæde jer. Vi bliver forhandler af Isager-garn, og salget starter sidst i oktober.
Der er mange skønne modeller at glæde sig til.
Denne er en svær udgave i dobbeltstrik og fantastisk flot.

Annette Danielsen har udgivet bøger både til voksne og børn, og der udkommer en ny til september. Strik en Ø 

Garnreolen med Tvinni i Mariannes butik i Tversted.

Helga Isager, Mariannes datter går i mors fodspor, og hun har udgivet flere små pamfletter og en bog.
Det betyder at med Isagergarn er der flere designere at vælge modeller fra og dermed et meget stort udvalg også i løse opskrifter.

Her den nye udgave af Strik a la carte 1 og som titlen antyder, kommer der en 2'er.

Men du kan godt begynde at finde dine gamle Isager-strikkebøger frem. De ældre modeller er ved at være fremme på strikkescenen igen. Overvej hvad du vil i gang med og få råd og vejledning i butikken, når vi annoncerer, at nu starter salget.

Jeg havde garn med hjem, så vi kan få gang i modelstrikningen. Vi låner også færdige modeller fra Marianne, så vi allerede fra åbningen kan have en rimeligt udvalg til at prøve, inden man beslutter sig.

tirsdag den 23. august 2011

Velvære-afdelingen

Pia Wennike har klinik på 1. sal i butikken. Her kan du bestille tid til en behandling, hvis du trænger til hudpleje, manicure, farvevejledning og massage. Pia er uddannet kosmetolog og har mange års erfaring. Hos Pia er du i kyndige hænder. Læs mere her

Pia Wennike vil være i butikken for personlig rådgivning i Decleors rene plantebaserede produkter samt makeuppen bareMinerals hver onsdag fra kl. 13.00 – 17.00.
Gavekort kan afhentes i butikkens åbningstid ved forudbestilling.
Tidsbestilling for behandling alle hverdage fra 8.00 – 9.00 på tlf.: 2041 6971


.

I butikken er et stort udvalg altid til salg.
Det er også muligt for grupper at bestille en aften hos Pia med råd og vejledning i hudpleje og makeup. 

tirsdag den 16. august 2011

Vi har været på indkøbsmesse i Vejle

Jette og Asta har været på messe, og de har bestilt en masse spændende ting. Broderi-kits bliver en nyhed fra firmaet Fru Zippe.Her ses Lakridskonfekt som nålepude og pude. Det er vist ikke til at modstå....?


Puder og nålepuder fra designeren Birthe Larsen. Hun broderer i hørgarn, mens det andet er i uld.
 Fremover bliver det muligt at købe forskellige småkits i broderi i butikken. Vi annoncerer her på bloggen, når det kommer frem.

Der blev kikket på mange slags knapper, og vi har udvalgt store og små, så dit strikkede arbejde kan få en ekstra dimension.


Men frem for alt blev der mærket, kikket, vurderet, diskuteret garn. Hvad skal vi fremvise af nyheder i butikken til efteråret? Dette strømpegarn, Zauberwolle, bliver en af nyhederne og kan fremover findes på hylderne. Men der kommer mere, bare vent og se!

onsdag den 10. august 2011

Sensommertøj

Selv om vejret lige nu er regnfuldt og køligt, må vi håbe på gode sensommerdage senere i august og september.

Overdel og leggings fra Isaksen

Hvid lang jakke og bukser i hør fra Dalia med en kortærmet T-shirt fra Haugland og et flot tørklæde om livet.

Halskæden har Anna Maxen lavet, og Anna og hendes smykker præsenteres senere


Den lange jakke fås også en i flot brændt orange

Der er stadig plads på workshoppen Mønsterstrik a la Christel Seyfarth, og der er  annonceret 3 kursusaftner i efteråret. Læs mere på fanen Arrangementer.

lørdag den 6. august 2011

Lørdag i butikken

Lørdag er en stille dag, i hvert fald her i sommerperioden. Vi kan mærke, at det er skiftedag i sommerhusene. Til gengæld har vi haft mange kunder på ugens øvrige dage. Overskyet vejr eller regnvejr fremmer besøgstallet, og det har vi jo haft rigeligt at i denne sommer.
Men i dag skinner solen, vinden har lagt sig, og det er en herlig dag.
Jette og Else har været på messe i København, Copenhagen Fashion Week, og det er sommeren 2012 der købes ind til. Det har været et par hektiske og spændende dage, men nu er de tilbage i det vestjyske.
.

I den kommende weekend er der garnmesse i Vejle, hvor der skal tages stilling til nye garnkvaliteter og farver.
Nyheder vil blive præsenteret her på bloggen.
Vi har solgt rigtigt meget hør og bomuld i denne sommer, især Dunlin er populært, men også Geilsk uld/bomuld falder mange for.

Her ses den tynde uld fra Geilsk

og her er bomuld/uld-stativerne...
Det har tydeligvis været strikkevejr i ferien, og børnene har fingerstrikket.

fredag den 5. august 2011

Textil til boligen og smykker

Vi har hørpuder i 50x50 en dejlig størrelse til store sofaer. De findes i 12 farver.

En fodskammel fra Elvang med tilhørende plaid og varmedunksbetræk. Elvangs produkter er vævet i alpaka.
 
Til allergikere
Som den eneste uldtype i verden indeholder alpakauld ikke stoffet lanolin. Lanolin optræder i alle andre uldtyper og er ofte kilden til uldallergi. Har man uldallergi og det er en allergisk reaktion på lanolin, kan man gøre brug af tekstiler fremstillet af ren alpaka-uld.

Hertil kommer, at mange oplever en irritation af huden ved berøring med f.eks. fåreuld. Fåreuld stimulerer smertecentre i huden, og det skaber ubehag – fåreulden kradser. For nogles vedkommende reagerer huden ved at rødme, man føler kløe og svie, og ofte tolkes dette som allergi overfor fåreuld. Baby alpakauldens fibre er imidlertid så fine og tynde, at de ikke fremprovokerer denne irritation af huden og kan derfor benyttes i direkte kontakt med huden.


Farverne her kommer ikke rigtig til deres ret, da baggrunden er for mørk, men kom og mærk på dem, de er lige til at krybe ind under.

 Smykker fra Haugland

Vores eksotiske smykkeserie stammer fra Maro Design, Nairobi, Kenya.

Maro Design har eksisteret siden 2001, og har knap 20 ansatte, hovedsageligt alenemødre. De ansatte får en god løn, og kan derfor forsørge deres familie og sende deres børn i skole. På den måde tager firmaet i alt hånd om ca. 100 mennesker.

Det er raffinerede og iøjnefaldende smykker af naturmaterialer. Smykkerne er forarbejdet lokalt i Nairobi, Kenya, de er designet af Maria Rose, som Haugland Collection har indledt et samarbejde med. Maria Rose er dygtig til at få det bedste frem i de udvalgte materialer, og kvaliteten af produkterne er meget høj.

Materialerne til smykkerne stammer altid fra lokale firmaer i Nairobi. Der bruges meget ben og horn, suppleret med koraller, sølv og aluminium. Den røde farve kommer således fra korallerne, mens resten af farvepaletten er sorte, grålige og beige toner.

Smykkeserien byder på både lange og korte kæder, samt forskellige typer armbånd. Der er tale om smykker som ellers ikke ses på de nordlige breddegrader, men stilen passer fortræffeligt til Hauglands øvrige koncept med rene naturmaterialer. De fuldender dermed udtrykket i tøjet, og stilen bliver dermed understreget


I Danmark har vi en hornvarefabrik tilbage, og den har en spændende historie. Sara Brunn er deigneren i øreringe

tirsdag den 2. august 2011

Strikket eller hæklet?

Tæppet til baby er strikket i Geils uld og bomuld. Det er dejligt blødt og rækker langt. Vi har næsten alle farver fra farvekortet.

Et flot hæklet tæppe i dobbelt 2-trådet shetlandsuld (supersoft). Tæppet består af 63 firkanter, men man kan jo bestemme hvilken størrelse, det skal være. Vores tæppe måler 90x135 cm.
Du kan vælge farver i det store udvalg, vi har, eller du kan dykke ned i dine rester og finde egnet garn, og så købe resten hos os sammen med opskriften.


Mønstret er enkelt og dekorativt. Firkanterne er syet sammen efterfølgende.
Ved brug af tyndere garn, kan tæppet også være egnet til et barnevognstæppe.

mandag den 1. august 2011

Gode tilbud fra My Soul

Der er prisnedsættelse på 30 - 50 % på disse varer fra My Soul. Det er ikke decideret sommertøj, så det kan bruges langt hen i efteråret. Bukser, bluser og overdele som kan varieres på forskellig vis.

Varerne findes endnu i de fleste størrelser

Overdelen kan også bruges uden ærmer.